Tip en ven

Bliv medlem af DUF

Hvem kan blive medlem?
Det kan børne- og ungdomsorganisationer, som er idébestemte og/eller samfundsengagerende, hvilket vil sige, at de har et formål som rækker ud over medlemmerne og som vil ændre verden (eller dele af den).

Andre vigtige krav:
• At organisationen har fuld selvbestemmelse, hvilket vil sige at den selv vælger sin bestyrelse, sit formål og hvilke andre organisationer den samarbejder med.
• At den er landsdækkende, hvilket vil sige at den har lokalt arbejde i mindst fire ud af fem regioner i Danmark.
• At den har mindst 300 medlemmer under 30 år og at mindst halvdelen af dens medlemmer er under 30 år.
• At dens arbejde er baseret på lokale aktiviteter.
• At den er demokratisk opbygget.
• At den arbejder i overensstemmelse med DUFs formål.

Herudover vurderes en medlemsansøgning på nogle tolkningsmæssige forhold omkring organisationens grad af frivillighed, demokratisering og sammenhængen mellem formål og aktiviteter.

Det er DUFs delegeretmøde, der optager eller afviser ansøgere, som ønsker medlemskab af DUF. Det sker første weekend i december.

 

Hvad er fordelene ved at være med i DUF?

Som medlem af DUF bliver man optaget i et stort fællesskab af ca. 70 organisationer, som har det tilfælles at de brænder for at gøre en forskel. Det skaber et utrolig inspirerende og engageret miljø, når man mødes på kryds og tværs til arrangementer i DUF.

Som medlem af DUF kan man søge bistand og vejledning til at sikre de bedst mulige betingelser i forhold til kommuner og andre myndigheder. Ligesom man kan få vejledning, hvis organisationen kommer i modvind i medierne.

Som medlem af DUF kan man deltage i faglige netværk omkring kommunikation, organisation og ledelse. Man kan få gratis konsulentbistand, hvis man ønsker hjælp til at udvikle organisationen, og man kan deltage i kurser og læringsaktiviteter af høj kvalitet.

Som medlem af DUF får man tilbudt forskellige typer af hjælpeværktøjer, som for eksempel medieovervågning, et elektronisk spørgeværktøj og brugsret til frivilligjob. dk
Som medlem af DUF får man demokratisk indflydelse på udviklingen af organisationen og kan dermed løbende bidrage til, at den hele tiden er relevant i forhold til sit formål.

 

Hvad er forpligtelserne ved at være med i DUF?

Den primære forventning er, at man har lyst til at engagere sig i DUFs arbejde og gør sin indflydelse gældende. Det betyder deltagelse i delegeretmødet og andre vigtige møder, samt at man ønsker at finde personer til DUFs valgte organer. En anden forventning er, at man engagerer sig i fællesskabet og har lyst til fordomsfrit at lære de andre DUFs medlemsorganisationer at kende og at man anerkender deres styrker og eksistensberettigelse.

Som medlem af DUF betaler man et årligt kontingent på mellem 4.100 kr. og 41.000 kr. afhængig af organisationens størrelse. Hvis I vil vide, hvad I ca. skal betale, kan I skrive til administrationschef Jesper Kejlhof, jke@(if you can see this please update your browser)duf.dk.

 

Hvordan søger man?

Hvis I overvejer at søge om medlemskab af DUF kan I starte med at downloade ansøgningsskemaet her. Læs det igennem og ring eller skriv til DUF, hvis I har spørgsmål.

I er også meget velkomne til at besøge DUF og høre nærmere. Det kan I gøre hele året. Vi anbefaler, at I går i gang med at finde ud af, hvorvidt I opfylder betingelserne for et DUF medlemskab i god tid inden ansøgningsfristen, da det af og til kræver kulturelle eller strukturelle justeringer i organisation. 

 

 

Vigtig info

Ring eller skriv til DUF og fortæl, at jeres organisation overvejer at blive medlem. Så kan vi hjælpe.

Udfyld ansøgningsskema og indsend til duf@(if you can see this please update your browser)duf.dk

Ansøgningsfrist: Årligt d. 15. september.

Ansøgning behandles endeligt på DUFs delegeretmøde i december.